Objektive kriterier for udvælgelse af det begrænsede antal ansøgere
Med det formål at udvælge det bedste konkurrencefelt vil FMI udvælge et antal økonomiske aktører til deltagelse i nærværende udbud baseret på de økonomiske aktørers størrelse i henhold til Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definition af mikrovirksomheder, samt små og mellemstore virksomheder (2003/361/EF); herefter ”SMV-Henstillingen”. Det er således FMI’s hensigt at udvælge:
— højst 2 ansøgere, som er mikro-, små- eller mellemstore virksomheder (gruppe 1), og
— højst 3 ansøgere, som er store virksomheder (ved ”store virksomheder” forstås virksomheder, som hverken er mikro-, små- eller mellemstore virksomheder) (gruppe 2).
Denne fordeling er fastsat på baggrund af en markedsundersøgelse, som FMI har gennemført.
Hvis FMI modtager færre ansøgninger om prækvalifikation inden for en gruppe, end det antal pladser, som FMI har forbeholdt den pågældende gruppe, vil FMI ikke udvælge yderligere ansøgere fra de øvrige grupper end det nævnte. FMI vil dog afvige herfra, hvis dette er nødvendigt for at prækvalificere 3 ansøgere til deltagelse i udbudsprocessen.
Fastsættelsen af, hvilken virksomhedskategori ansøger tilhører, skal foretages ud fra reglerne i SMV-Henstillingen. For yderligere oplysninger herom, herunder om inddragelse af eventuelle enheder, som ansøger baserer sig på, henvises til dokumentet med "supplerende oplysninger", som er tilgængelig på digitale udbud, jf. pkt. I.3).
Ansøger skal i ESPD’et, del V: Reduktion af kandidater, angive i fritekstfeltet, hvilken virksomhedskategori ansøger tilhører. Ansøger bør endvidere samme sted angive de væsentligste oplysninger, der er afgørende for, hvilken virksomhedskategori ansøger tilhører. Som minimum bør følgende data angives. Antal beskæftigede, årlig omsætning og samlet balance. Hvis ansøger baserer sig på andre enheder, jf. ovenfor, skal disse enheder også udfylde et ESPD. De skal dog ikke i ESPD’et angive oplysninger om virksomhedskategori, antal beskæftigede, årlig omsætning og samlet balance, da disse oplysninger indgår i opgørelsen af, hvilken virksomhedskategori ansøger tilhører, jf. nærmere dokumentet med "supplerende oplysninger", som er tilgængelig på digitale udbud, jf. pkt. I.3).
Tilbudsgiver skal på FMI's anmodning fremlægge dokumentation for, at tilbudsgiveren på ansøgningstidspunktet tilhørte den pågældende virksomhedskategori. Dokumentation kan finde sted i form af årsregnskab eller uddrag heraf, revisorerklæring eller tilsvarende.
Udvælgelsen af ansøgere inden for hver virksomhedsgruppe sker efter en vurdering af, hvilke ansøgere der har dokumenteret de mest relevante tidligere leverancer i forhold til de anskaffelser, der er beskrevet i pkt. II.1.4) og pkt. II.2.4) ovenfor. I relevansvurderingen vil der blive lagt vægt på arten og mængden af sådanne tidligere leverancer, herunder særligt antallet af produktkategorier, som enkelte leverancer omfatter, samt hvornår leverancerne er udført, således at nyere leverancer vægtes højere end ældre leverancer. Herudover vil det blive tillagt vægt, hvis referencerne viser levering til forskellige lokationer i Danmark samt til havne i Grønland, Færøerne og Island. Endeligt vil det blive tillagt vægt, hvis referencerne viser dag-til-dag-levering på lokationer i Danmark. Vurderingen vil blive baseret på den i ESPD'et indeholdte referenceliste fremsendt af ansøgerne i henhold til pkt. III.1.3). Det bemærkes, at såfremt de fremsendte oplysninger er uklare eller uforståelige, kan dette blive tillagt negativ betydning ved vurderingen i udvælgelsesprocessen.