Beskrivelse af udbuddet
Dette udbud omfatter rammeaftaler for maler-fagentreprisen.
Maler-fagentreprisen indeholder alle ydelser indenfor dette fag i forbindelse med vedligeholdelses- og reparationsarbejder samt mindre til- og ombygninger på Fredensborg Kommunes bygninger. Det nærmere omfang og ydelser indeholdt i fagentreprisen og vilkårene herfor, fremgår af rammeaftalen og dens bilag.
Enkeltopgaver med en værdi på op til 800 000 DKK ekskl. moms, men inkl. materialer, per opgave er omfattet af udbuddet. Enkeltopgaver med en værdi på mere end 800 000 DKK ekskl. moms, men inkl. materialer, er ikke omfattet af udbuddet. Sådanne opgaver udbydes som selvstændige udbud under tilbudsloven.
Opgaverne består af planlagt og daglig vedligeholdelse af kommunens ejendomme, der udføres inden, der opstår en skade på en bygningsdel, eller når der er opstået en skade i en bygningsdel.
Parallelle rammeaftaler:
Der udbydes 3 rammeaftaler, der dækker hvert sit geografiske område i kommunen.
For hver af de 3 rammeaftaler indgås der aftaler med 3 tilbudsgivere i en kaskade, således at der for denne fagentreprise samlet set vil være op til 9 entreprenører i alt, idet tilbudsgiver kun kan tildeles én rammeaftale (delaftale) inden for denne fagentreprise.
Der vil således blive indgået enslydende parallelle rammeaftaler på de 3 delaftaler (geografiske områder) med hver tilbudsgiver, der vinder en plads i kaskaden (dvs. bliver nr. 1, 2 eller 3 på en rammeaftale). Den eneste forskel mellem rammeaftalerne er således den geografiske fordeling, samt om tilbudsgiver er nr. 1, 2 eller 3 i kaskaden på den pågældende delaftale.
Særligt om tilbudsgivers prioritering og geografiske områder:
Tilbudsgiver skal i tilbudslisten (bilag 3), angive sin prioritering i forhold til geografisk placering af en eventuel rammeaftale.
Princippet for tildeling af rammeaftaler er, at de 3 billigste tilbudsgivere rangeres som nr. 1 i kaskaden på hver sin rammeaftale i hvert sit geografiske område. De tilbudsgivere, som er fjerde, femte og sjette billigst, rangeres som nr. 2 i kaskaden på hver sin rammeaftale i hvert sit geografiske område. De tilbudsgivere, som er syvende, ottende og niende billigst, rangeres som nr. 3 i kaskaden på hver sin rammeaftale i hvert sit geografiske område. Øvrige tilbudsgivere opnår ikke en rammeaftale.
Tilbudsgiverne tildeles så vidt muligt det geografiske område, som tilbudsgiver ønsker. Det sker på baggrund af tilbudsgivers prioritering af geografi, der er angivet i tilbudslisten (bilag 3).
Såfremt en tilbudsgiver ikke foretager en prioritering af geografi, lægges de øvrige lige-rangerede tilbudsgiveres prioritering til grund for tildelingen af geografisk område.