Tildeling af en kontrakt uden forudgående offentliggørelse af en indkaldelse af bud i Den Europæiske Unions Tidende (begrundelse)
Næstved Kommune (herefter ”Kommunen”) udbød ved udbudsbekendtgørelse 2017/S 098-193068 af 19.5.2017 som et udbud med forhandling med forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse i henhold til udbudslovens § 61 en totalentreprisekontrakt om projektering og opførelse af 2 parkeringshuse i Næstved (herefter ”Kontrakten”).
Den 7.11.2017 indgik Kommunen Kontrakten med 5E Byg A/S (herefter ”5E”), jf. også bekendtgørelse 2018/S 023-047686 af 31.1.2018 om indgåede kontrakter.
Kontraktens værdi er opgjort til 60 000 000 DKK + moms.
Kommunen har efterfølgende konstateret et behov for at ændre de af Kontrakten omfattede ydelser til også at omfatte facadearbejder (herefter ”Ændringen”).
Det er Kommunens tekniske vurdering, at udførelsen af Ændringen – herunder i relation til anvendelsen af strækmetal – bedst håndteres af 5E som eksisterende totalentreprenør.
Ændringen omfatter [A] rådgivning, procesbeskrivelse og projektering, herunder indhentning af tilbud på materialer og testforsøg med beplantning, til en anslået værdi af 1 370 000 DKK + moms, samt [B] materialer, inkl. levering og montage, til en anslået værdi af 5 943 600 DKK + moms.
Ændringens samlede økonomiske værdi opgøres således til 7 554 000 DKK + moms.
Hertil kommer potentielle uforudsete udgifter, som efter Kommunens bedste skøn ikke kan overstige 1 686 399 DKK + moms.
Kommunen har på ovenstående grundlag besluttet at indgå en tillægskontrakt med 5E om Ændringen (herefter ”Tillægskontrakten”) i medfør af de minimis-reglen i udbudslovens § 180. Det vurderes i denne sammenhæng,
[Betingelse 1] at Ændringen ikke overstiger tærskelværdien for bygge- og anlægsarbejder for 2018 i henhold til udbudslovens § 6 (7 554 000 DKK + moms mod tærskelværdien stor 41 305 415 DKK + moms),
[Betingelse 2] at ændringens værdi samlet set er mindre end 15% af Kontraktens værdi (7 554 000 DKK + moms ud af 60 000 000 DKK + moms, omtrent 12,9%), og
[Betingelse 3] at Ændringen efter Kommunens tekniske vurdering ikke ændrer Kontraktens overordnede karakter. Der lægges i relation til [Betingelse 3] vægt på, at Ændringen omfatter ydelser, som henvender sig til Kontraktens oprindeligt tiltænkte marked sådan, som dette kom til udtryk i de anvendte CPV-koder i den oprindelige udbudsbekendtgørelse og i kredsen af bydende under det oprindelige udbud. Det bemærkes endvidere i denne sammenhæng, at Tillægskontrakten præsteres af 5E.
Ændringen er formaliseret ved aftaleseddel indgået den 26.9.2018.