Helhedsplan Gellerup+Toveshøj - projektrådgivning vedrørende infrastrukturprojekt

Aarhus Kommune

Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune har i fællesskab udviklet og vedtaget en helhedsplan for omdannelse af Gellerupparken og Toveshøj fra et alment boligområde til en fremtidig, mangfoldig bydel med arbejdspladser, butikker, institutioner og boliger af forskellige typer og med forskellige ejerformer.
Helhedsplanen blev vedtaget ultimo 2007 og har efterfølgende været lagt til grund for gen-nemførelse af et parallelopdrag og udarbejdelse af en dispositionsplan i form af en konkret plan for den fysiske omdannelse af området. Dispositionsplanen blev vedtaget primo 2011.
Helhedsplanen såvel som dispositionsplanen kan hentes på hjemmesiden: http://www.helhedsplangellerup.dk.
Med afsæt i dispositionsplanen er der efterfølgende udarbejdet en trafikplan samt et skitseprojekt for infrastrukturen i det nye byområde. Skitseprojektet fastlægger placeringen af det fremtidige vejnet med tilhørende torve og pladser, ligesom det fastlægger principper for vejprofiler m.v. Skitseprojekter suppleres af en protokol, der identificerer en række problemstillinger og detailspørgsmål, der skal behandles i forbindelse med den videre projektering. Der er således taget stilling til en række overordnede og designmæssige problematikker, og det forventes, at Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening også i det fremadrettede arbejde vil være repræsenteret af arkitekt- og byplanfaglige samt andre for projektet relevante rådgivere.
Med henblik på at sikre en smidig og såvel teknisk som økonomisk optimeret udførelse af anlægsarbejderne er det ordregivernes ønske, at entreprisearbejderne gennemføres i en partneringlignende proces, der skal inddrage såvel entreprenører som rådgivere og bygherrerepræsentanter, herunder beboerrepræsentanter.
Udførelsen af det samlede infrastrukturprojekt forventes opdelt i etaper, der gennemføres i umiddelbar forlængelse af hinanden. Den samlede gennemførelsestid anslås til ca. 5 år, men fastlægges nærmere i samarbejde med projektrådgiveren.
Den udbudte opgave er primært en ingeniørprojekteringsopgave (udarbejdelse af projektforslag, forprojekt og hovedprojekt), men også en projektledelsesopgave, således forstået, at den kommende rådgiver skal bistå i forbindelse med organisering af opgaven og fastlæggelse af entrepriseform samt rådgive om den ønskede partneringlignende proces. Rådgiveren skal tillige bistå i forbindelse med udbud af entrepriseopgaverne samt efterfølgende byggeledelse og fagtilsyn.
Som en del af opgaven skal projektrådgiveren tillige forestå koordinering med forsyningsselskaber i forbindelse med nødvendige ledningsomlægninger samt i øvrigt varetage omlægning af de ledninger (herunder regn- og spildevand, vand og affaldssug), der ejes af Brabrand Boligforening.
Opgaven gennemføres i et samarbejde imellem Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune som en del af en samlet helhedsplan for omdannelse af Gellerupparken og Toveshøj.
Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune er fælles bygherre på opgaven.

Deadline
Fristen for modtagelse af bud var på 2012-05-18. Indkøbet blev offentliggjort på 2012-04-12.

Hvem?

Hvad?

Hvor?

Indkøbshistorik
Dato Dokument
2012-04-12 Udbudsbekendtgørelse