Fuld tekst
M & E - Projektleder til Projekt Nordhavnsvej. Projektet. Projekt Nordhavnsvej, er det største anlægsprojekt i Københavns Kommune nogensinde til 1 800 000 000 DKK. Nordhavnsvej skal være med til at afhjælpe den forventede generelle stigning i biltrafikken, og betjene en større udbygning af Nordhavnen. Organisatorisk hører projektet under Center for Anlæg og Udbud, Teknik- og Miljøforvaltningen. Vi er bygherre på anlægsprojekter i Københavns offentlige rum. Vi udvikler, gennemfører og godkender kommunens anlægsprojekter, f.eks. vejarealer, broer, parkeringsanlæg, parker og grønne områder. Nordhavnsvej skal etableres mellem Helsingørmotorvejen og Strandvænget ved Svanemøllehavnen. Fra tilslutningsanlægget ved Helsingørmotorvejen føres vejen under Ringbanen frem til Svanemøllen kaserne øst for Ringbanen. Passagen under Ringbanen udføres som en traditionel jernbanebro. På kaserneområdet føres vejen ned i en tunnel under det bevaringsværdige bygningskompleks på kasernen, herfra videre under Nordbanen og Kystbanen, samt under Strandvejen frem til Strandvænget, hvor vejen igen føres op på terræn og tilksluttes det eksisterende vejnet. Projekt Nordhavnsvej har netop modtaget VVM tilladelsen og vi skal nu i gang med at færdigprojektere vejen som skal ibrugtages i slutningen af 2015. Jobbet. Vi søger en projektleder til M&E-installationer, der kan indgå i den projektorganisation, som skal forestå gennemførelsen af projektet. Projektlederen skal kunne samarbejde og være forudseende, og skal være i stand til at gennemskue grænsefladeproblemstillinger og skal evne at håndtere eventuelle konflikter på konstruktiv vis. Projektet omfatter dels vejanlæg med ITS (Intelligent Trafik Styringssystem), herunder også en vejtunnel på ca. 650 meter under Svanemøllens Kaserne og Kystbanen/Nordbanen med omfattende styrings- og overvågningssystemer, dels opførelse af to nye banebroer, en underføring under Kystbanen/Nordbanen samt ombygning af et opstillingsanlæg på DSB-Helgoland. Det er et kompliceret projekt med mange grænseflader i forhold til interessenter (Vejdirektoratet, Svanemøllen kaserne, Banedanmark, DSB First, ledningejere) og ikke mindst berørte borgere. Projektlederen skal være uddannet ingeniør, el-installatør eller tilsvarende og have bred erfaring fra både projektering, udførelse og ibrugtagning af større anlægsopgaver med mekaniske og el-tekniske installationer. Endvidere skal Projektlederen have erfaring med ITS/ SRO/ SCADA og lign anlæg. Projektlederens arbejdsopgaver består af faglig sparring i forhold til vores rådgivere vedr. projektering og udarbejdelse af udbudsmateriale, koordinering internt og eksternt. Det vil ligeledes være en fordel hvis projektlederen har (lidt) erfaring med jernbanetekniske anlægsopgaver, herunder projektering, planlægning og koordinering.