Beskrivelse af udbuddet
Udbuddet omhandler levering, implementering, Drift og vedligehold af Ordregivers telefoniløsning, hvilket vil sige fastnettelefoni, mobiltelefoni og videoinfrastruktur inklusiv videoenheder på Ordregivers mange enheder.
Regionens hovedopgave er sundhedsvæsenet, men har også ansvar for den regionale udvikling og specialiserede sociale tilbud. Forretningsomfanget er således bredt, og omfatter mange funktioner, hvor telefoni-løsningen har afgørende betydning for patienter, pårørende og andre borgere i regionen.
Ordregiver ønsker derfor et godt samarbejde med Leverandøren i hele Kontraktens løbetid, båret af gensidig positiv, professionel og ansvarlig holdning.
Telefoni-løsningen er en vital del af Ordregivers infrastruktur, og en høj driftssikkerhed er af afgørende betydning. Der forventes et tæt samarbejde med Leverandøren, hvilket afspejles i udbuddets høje krav til governance og samarbejdsform, både i normaldrift og i beredskabssituationer.
Løsningen omtales i sin helhed som Sydtelefoni-løsningen, og dækker:
Intern og ekstern telefoni, kontaktcenter-funktionalitet (herunder køsystemer, telefonsvarere, omstilling m.v.), optagelse af samtaler, unified communication og collaboration, video- og audio-møder, webkonferencesystem, samt integration til 3.part systemer (Active Directory, Microsoft Exchange, DECT, alarm- og kaldesystemer mv).
Løsningen dækker derudover også indkøb af hardware, enheder og tilbehør (jf. Underbilag 3.2 Sortiment), herunder
- ip-telefoner til kontaktcentre og receptioner/sekretærfunktioner på afdelingerne
- mobiltelefoner til forskellige formål (”almindelig” brug og ”håndværkertelefoner”)
- tilbehør som panserglas, covers, audiotilbehør, opladere mv.
- videoudstyr til møderum, kontorer, konferencelokaler mv.
- servere ved opgradering af fastnet- og videoløsningen
Og endelig indeholder Leverancen indkøb af
- fastnetabonnementer
- mobilabonnementer, herunder også telemetri og mobilt bredbånd
- bylinjer
- serviceydelser og teknisk bistand
Den anslåede værdi på 280.000.000 kr. er beregnet på baggrund af en 8 årig periode, som er hele kontraktens mulige løbetid.
Udbuddet på telefoniydelser udbydes på én samlet kontrakt. Ordregiver har valgt ikke at opdele kontrakten i henhold til Udbudslovens § 49, idet det vurderes, at der er en sådan sammenhæng mellem de udbudte ydelser, at de mest hensigtsmæssigt varetages af samme leverandør. Dette skyldes et stort fokus på at opretholde en høj driftsikkerhed i hele kontraktperioden for at kunne sikre den nødvendige patientsikkerhed.
Det vil ikke være muligt at afgive tilbud på dele af kontrakten. Der skal derimod afgives tilbud på alle positioner inden for kontrakten.
Tilbudsgiver leverer de i Kontrakten omfattede Ydelser på eksklusiv basis, og Ordregiver forpligter sig til at anskaffe Ydelserne direkte omfattet af Kontrakten ved den kommende Leverandør. Den kommende Leverandør leverer Ydelserne til de enhedspriser, som Leverandøren anfører i sit tilbud.