Beskrivelse af udbuddet
Kontrakten omfatter vagttjenester for DTU på Lyngby og Ballerup Campus, hvor det vil være leverandørens vigtigste opgave at sikre DTU’s værdier og være med til at skabe tryghed for DTU’s brugere.
Vagttjenester består overordnet af daglig rundering og kæmning samt patruljevagt. På Ballerup Campus skal der som udgangspunkt patruljeres i dagtimerne to hverdage om ugen samt foretages rundering og kæmning hver aften og nat.
DTU stiller en vagtcentral, beliggende på Lyngby Campus, til rådighed. Fra vagtcentralen betjenes blandt andet sikringssystemer og TV-overvågning. Vagtcentralen skal være bemandet alle hverdage uden for DTU’s normale åbningstid samt hele døgnet i weekender, på helligdage og DTU’s lukkedage mv.
Herudover består vagttjenester af overvågning og kontrol af samtlige opkoblede sikrings- og driftsselementer samt driftsanlæg og teknikalarmer på Lyngby og Ballerup Campus.
Vagttjenester omfatter også alarmudrykning samt håndtering af opkald fra overfaldsalarmer og alarmer i nød/særsituationer. Leverandøren skal selv stille tjenestebiler til rådighed.
Endvidere består vagttjenester af en række øvrige opgaver, herunder:
- Telefonpasning (rådighedsvagt) og håndtering af interne akutopkald.
- Adgangskontrol i forhold til studerende, ansatte, gæster, eksterne håndværkere og ser-vicepersonale, fx kantine- og rengøringspersonale.
- Håndtering af fysiske henvendelser uden for DTU’s normale åbningstid.
- Diverse serviceopgaver.
- Klargøring af adgangskort.
- Ophængning og nedtagning af flag i forbindelse med særlige arrangementer.
- Vagt/kontrol mv. ved større arrangementer, herunder fagmesser og sociale arrangementer.
- Special-vagtopgaver ved særlige situationer, fx coronavagter eller lignende.
- Håndtering af særlige situationer fx, brand, krise- og beredskabshåndtering.
- Rådgivning inden for vagt-, beredskabs- og sikringsområdet.
Størstedelen øvrige opgaver finder sted på Lyngby Campus.
DTU har knap 6.000 ansatte og godt 12.000 studerende, hvoraf størstedelen befinder sig på Lyngby Campus.
Lyngby Campus er beliggende på Anker Engelunds Vej 1, 2800 Kgs. Lyngby. Lyngby Campus har et grundareal på ca. 106 ha samt et brutto bygningsareal på ca. 483.780 m². Herudover er bygninger beliggende på Landmålervej og Dybendalsvej, 2800 Kgs. Lyngby også omfattet.
Ballerup Campus er beliggende på Lautrupvang 15, 2750 Ballerup. Ballerup Campus har et grundareal på ca. 120.000 m² samt et brutto bygningsareal på ca. 56.914 m².