Tilbudsgiver skal tilmelde sig udbuddet og afgive tilbud via det elektroniske udbudssystem (CTM-Systemet) på
https://www.eu-supply.com/dsr.asp
Tilbudsgiver skal holde sig orienteret i CTM systemet, hvor spørgsmål/svar offentliggøres.
Hver tilbudsgiver kan alene afgive ét tilbud i form af udfyldt kontraktbilag 4A og 4B samt ESPD.
ESPD udarbejdes online i CTM-systemet i den særlige ESPD-funktion under ”Mine besvarelser - ESPD”. Vigtigt: Ordregiver kan ikke læse en ESPD xml-fil, der er vedhæftet tilbuddet på anden måde end i den særlige ESPD-funktion under ”Mine besvarelser - ESPD”. En tilbudsgiver der vedhæfter en ESPD xml-fil, som ordregiver ikke kan læse, vil ikke være konditionsmæssig.
Såfremt tilbudsgiver udgør en sammenslutning af virksomheder (fx et konsortium), skal særskilt ESPD fremsendes for hver enkelt virksomhed i sammenslutningen.
I disse tilfælde skal de i sammenslutningen deltagende virksomheder i deres ESPD del II A svare ”Ja” til spørgsmålet, ”Deltager den økonomiske aktør i udbudsproceduren sammen med andre?”, ligesom deltagerens rolle i konsortiet beskrives.
Det vil i forbindelse med egnethedsvurderingen være konsortiets samlede egnethed, der vurderes.
Der stilles ingen særlige krav til sammenslutningens retlige form, men der skal iblandt sammenslutningens virksomheder udpeges en fælles befuldmægtiget, der tegner alle virksomheder i sammenslutningen. Endvidere skal virksomhederne i sammenslutningen hæfte solidarisk, direkte og ubetinget for opfyldelsen af kontrakten.
Dokumentation: For tilbudsgivere, som udgør en sammenslutning af virksomheder (fx et konsortium), gælder desuden, at de som en del af dokumentationen skal fremlægge en underskrevet konsortieerklæring om, at alle deltagere i konsortiet hæfter solidarisk for kontraktens opfyldelse og med angivelse af en konsortiedeltager, med hvem ordregiver kan indgå bindende aftaler på konsortiets vegne.
Tilbudsgiver kan basere sig på andre virksomheders økonomiske og finansielle formåen og/eller tekniske og faglige formåen. I sådanne tilfælde skal ansøger i ESPD del II afsnit C (”Oplysninger om udnyttelse af andre enheders kapacitet”) svare ”Ja”.
Såfremt tilbudsgiver baserer sig på andre enheders kapacitet i forhold til den økonomiske/finansielle formåen og/eller den tekniske/faglige formåen, herunder i forhold til opfyldelse af minimumskrav, skal tilbudsgiver vedlægge et særskilt ESPD udfyldt af disse andre enheder med de oplysninger, der anmodes om i ESPD del II, afsnit A og B, del III og IV.
Det vil i forbindelse med egnethedsvurderingen være tilbudsgivers og de støttende enheders samlede egnethed, der vurderes.
Såfremt tilbudsgiver baserer sig på sit moderselskabs økonomiske formåen, indgår tilbudsgivers egen økonomiske formåen ikke særskilt i beregningen, idet tilbudsgivers økonomiske formåen allerede er indregnet i moderselskabets regnskabstal.
Opmærksomheden henledes desuden på, at såfremt tilbudsgiver baserer sin tekniske og faglige formåen på andre enheders kapacitet, skal den/de pågældende enheder udføre den del af kontrakten, som enhedens kapacitet relaterer sig til.
Dokumentation: For tilbudsgivere, som baserer sig på andre enheders kapacitet til brug for opfyldelse af mindstekravene til henholdsvis økonomisk og finansiel formåen og faglige og tekniske formåen, gælder desuden, at tilbudsgiver som en del af dokumentationen skal fremlægge en støtteerklæring, som godtgør, at den pågældende enhed er juridisk forpligtet over for tilbudsgiveren. Hvis en tilbudsgiver beror sig på andre enheders økonomiske og finansielle formåen, skal denne enhed påtage sig solidarisk at hæfte for tilbudsgivers forpligtelser overfor ordregiver under den udbudte kontrakt.