Beskrivelse af udbuddet
Der udbydes drift af 1 ydernumre/kapaciteter, svarende til maximalt 2 700 tilmeldte sikrede. Der er en læge, som ophører i Billund pr. 1.8.2019. Lægen har cirka 1 500 tilmeldte patienter. Alle praksis i Billund by har lukket for tilgang, hvorfor patienterne ikke kan fordeles til andre PLO-praksis.
Regionen forsøger sideløbende med dette udbud at afsætte det ledigblevne ydernummer med de tilhørende patienter til en læge, der vil praktisere under overenskomsten. Det har dog ikke indtil videre været muligt at finde en praksis eller en læge, der er interesseret heri, hvilket er baggrunden for, at der nu iværksættes et udbud.
Der er aktuelt ca. 1 500 patienter der skal have ny læge, men Region Syddanmark giver ingen garanti for antallet af patienter, idet dette antal er variabelt. Tilbudsgiver er uanset ændringer i ovennævnte estimerede antal patienter, forud for, eller efter tilbudsfristens udløb, ikke berettiget til at tilbagekalde sit afgivne tilbud.
Udbudsklinikken skal ligge i 7190 Billund by.
Baggrunden for, at der udbydes en patientmasse på op til 2 700 tilmeldte patienter (1 kapacitet), selvom der aktuelt kun er ca. 1 500 ”lægeløse” patienter pr. august 2019, er den, at det følger af overenskomsten, at der i et ydernummer/kapacitet, kan være tilmeldt max. 2 700 patienter. Regionen ønsker at en kommende udbudsklinik har buffer-kapacitet til at overtage yderligere patienter, hvis der kommer flere ophør blandt byens læger.
Regionen ønsker ligeledes at der er lægevalg i området, ligesom tilflyttere til området skal kunne tilmeldes en praktiserende læge, hvorfor en udbudsklinik skal kunne rumme et vist antal patienter, hvis det viser sig nødvendigt.
Regionen har option på, med et varsel på 3 måneder, at udvide antallet af kapaciteter, som skal betjenes i udbudsklinikken. Der kan dog maksimalt udvides med op til 1 yderligere kapacitet.
I relation til det forventede antal patienter, kan det oplyses, at der for tiden ikke er varslet øvrige ophør i området, men at sådanne kan indgå når som helst. Nærmere oplysninger om Billund-lægernes aldersprofil mv. kan udleveres ved henvendelse til regionen.
Leverandøren skal til enhver tid sikre den nødvendige bemanding i hele klinikkens åbningstid, og tilpasse denne, afhængigt af antallet af tilmeldte patienter jf. kontraktbilag 1, Kravspecifikation.
Leverandøren må ikke holde lukket på andre dage end lørdage, søndage og helligdage. Der er således som udgangspunkt ikke adgang for Leverandøren til at holde fx ferielukket.
Leverandøren skal selv finde lokaler og indkøbe udstyr mv., hvorfra praksis kan drives. Regionen stiller således ikke faciliteter af nogen art til rådighed for leverandøren.