Beskrivelse af udbuddet
Ved nærværende bekendtgørelse udbyder Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse totalrådgivning i forbindelse med forestående restaurering og nybygning på Frederiksberg Slot, Lakajgårdsanlægget. Kontrakten omfatter i hovedtræk rådgivning i forbindelse med projektering i form af teknisk bistand med relevante arkitekt-, ingeniør-, landskabsarkitektydelser og AMK(P) samt byggeledelse, fagtilsyn og AMK(B) i forbindelse med udførelsen. Rådgiver skal således projektere et færdigt udbudsprojekt, der kan danne baggrund for udbud af efterfølgende entreprisearbejder samt være tilknyttet projektet under udførelsen.
Lakajgårdsanlægget er en del af en bygningsmasse der tilhører Frederiksberg Slot. Det nuværende anlæg består af 7 fredede sammenbyggede bygninger, der alle er i meget ringe tilstand. Opgaven omhandler i stort omfang restaurering af eksisterende bebyggelse. Restaureringen omfatter i hovedtræk:
— Nyt terrændæk og gulv,
— Indvendig istandsættelse,
— Facadeistandsættelse,
— Udbedring af rådskader i inder-, og ydervægges bindingsværk,
— Udbedring af råd-, og svampeskader i tagkonstruktionen,
— Nyt tag,
— Etablering af multi-motionsrum,
— Ny indretning af bad, toilet, trapper, gangarealer, rengøringsrum, kontorer og konferencelokaler.
Ved restaurering af bygningerne er det hensigten, at der skal tages udgangspunkt i, at der fortsat kan være en nutidig anvendelse, men at de tilbageværende oprindelige træk og anlæggets bærende fredningsværdier vil blive respekteret og styrket. Her tænkes f.eks. på indretninger der respekterer bygningernes oprindelige bærende hovedstruktur, skorstensplaceringer, facadeåbninger mv.
Derudover omhandler opgaven ligeledes opførelse af en ny bygning til anvendelse som bad- og omklædningsfacilitet til brug for Hærens Officerskole på ca. 500 m2. For så vidt angår udenomsarealerne skal der udarbejdes et landskabsprojekt for området samt etableres nyt parkeringsareal og cykelparkering mm.
I forbindelse med udførelse af projektet, skal der etableres midlertidige bade- og omklædningsfaciliteter til ca. 250 personer samt midlertidig løsning til træningsfaciliteter i byggeperioden.
Udbuddet gennemføres som et udbud med forhandling i overensstemmelse med reglerne i udbudslovens § § 61 – 66, med mulighed for at tildele kontrakten på baggrund af det indledende tilbud.
Såfremt Ordregiver vælger at indgå i forhandling, gennemføres udbudsprocessen i henhold til nedenstående beskrivelse og det øvrige udbudsmateriale. Vælger Ordregiver derimod at tildele kontrakten på grundlag af de indledende tilbud, bliver forhandling ikke aktuel.
Tilbudsgiverne skal afgive et indledende tilbud, der danner grundlag for forhandlingerne.
Ordregiver kan i forhandlingsfasen bede tilbudsgiver afgive nye eller reviderede indledende tilbud på baggrund af forhandlingerne.
Efter modtagelse af de indledende tilbud afholder ordregiver individuelle forhandlingsmøder med alle tilbudsgivere, der rettidigt har afleveret et indledende tilbud. Der gennemføres som udgangspunkt ét forhandlingsmøde. Forhandlingerne gennemføres i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, og alle tilbudsgivere får tildelt den samme tid til forhandlinger med ordregiver. Efter forhandlingerne tilretter ordregiver udbudsmaterialet, hvorefter tilbudsgiverne afgiver et endeligt tilbud.
Ansøgers og tilbudsgivers omkostninger i forbindelse med nærværende udbudsforretning og eventuelle forhandlinger er ordregiver uvedkommende, herunder også hvis ordregiver måtte beslutte at aflyse udbudsforretningen uden tildeling af kontrakt.