Beskrivelse af udbuddet
Ordregiver udbyder drift, support, vedligeholdelse og videreudvikling af eIndkomst. Endvidere udbydes mulighed for, efter overtagelsesdagen, at flytte driften af Systemet SVUR (BATCH) til den udbudte kontrakt om eIndkomst.
Oplysningerne i eIndkomst bruges til den enkelte borgers årsopgørelse og udstilles bl.a. til myndigheder ved udbetaling af ydelser, fx sygedagpenge, kontanthjælp og dagpenge. EIndkomst danner grundlag for Skatteforvaltningens og ATPs opkrævning af henholdsvis A-skat, AM-bidrag, ATP og feriepenge (samlet ca. 500 000 000 000 DKK årlig). Myndigheder og andre har adgang til at anvende indkomst- og ansættelsesoplysninger, som stilles til rådighed i eIndkomst. Oplysningerne anvendes fx til udbetaling af eller opfølgning på ydelser fra det offentlige samt udtræk af oplysninger til statistiske formål.
EIndkomst samler ansættelses- og indkomstoplysninger, så virksomheder og borgere ikke skal afgive de samme oplysninger flere gange. Umiddelbart efter modtagelsen deles oplysningerne med offentlige myndigheder og andre, som har behov for og ret til oplysningerne.
EIndkomst er et fællesoffentligt system, som administreres af Skatteforvaltningen og er som grunddatasystem for indkomstoplysninger en del af kritisk national infrastruktur, fx CPR og NemID.
EIndkomst består logisk af Indberetning, herunder eSkattekort og Udstilling. I indberetning modtages og behandles indberetninger fra indkomstudbetalere. Endvidere indeholder Indberetning abonnement på eSkattekortet, så der kan sendes nye eSkattekort til den rigtige bruger. Udstilling er den del af eIndkomst, hvor myndigheder og andre efter indgåelse af en abonnementsaftale får adgang til at bruge de indkomstoplysninger, som de har en aftale om på borgere og indkomstudbetalere.
Kunden har ikke viden om, hvornår det er kritisk for de ca. 200 myndigheder, finanssektoren og andre at benytte eIndkomst (Udstilling). Indkomstudbetalerne indberetter, når de har behov for det ligesom brugerne af Udstilling henter indkomstoplysninger mm., når deres forretningsbehov tilsiger det. Derfor kan belastningen på Systemet have store udsving uden varsel.
Kravet til eIndkomst er således, at systemet er tilgængelig 24/7/365 og at indkomstoplysninger mv. er korrekte, aktuelle og komplette.
Grunddata i eIndkomst skal sikre:
- At borgere og virksomheder, myndigheder m.fl. opkræver og betaler korrekt skat,
- At bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) opkræves og betales korrekt af virksomheder, myndigheder m.fl.,
- At feriepenge opkræves og betales korrekt af virksomheder, myndigheder m.fl.,
- At det offentlige kan inddrive skyldige skatter og andre fordringer ved at indeholde en del af skylden i lønnen,
- At den statslige refusion (ydelsesrefusion) til dækning af visse kommunale udgifter sker på et komplet, korrekt og aktuelt grundlag,
- At kreditvurdering mv. af borgere i finans- og forsikringsbranchen kan gennemføres et komplet, korrekt og aktuelt indkomstgrundlag,
- At myndigheder, Statsanerkendte A-kasser m.fl. træffer afgørelse om udbetaling af offentlige ydelser, til borgere og virksomheder på et komplet, korrekt og aktuelt indkomstgrundlag. Afgørelserne træffes enten via individuel sagsbehandling eller via fuldautomatiserede processer, fx udbetaling af boligydelse, social pension og at beskæftigelses- og indkomststatistikker til eksempelvis beskæftigelsespolitik udarbejdes på et komplet, korrekt og aktuelt indkomstgrundlag.
Salgs- og Vurderingsregisteret (SVUR) er en del af ejendomsvurderingsløsningen, hvor SVUR (BATCH) primært står for beregningen af grundværdier og forslag til ejendomsværdier inkl. diverse hjælpelister.
Det forventes, at SVUR (BATCH) skal driftes i en kortere periode end eIndkomst. Specificeringen af opgaven samt transitionen af SVUR vil være en særskilt opgave, hvorfor dette, såfremt driften af SVUR skal flyttes til udbudte kontrakt, vil blive bestilt som en videreudviklingsopgave.
SVUR (BATCH) forventes nedlukket før kontraktudløb af eIndkomst.