Beskrivelse af udbuddet
Der udbydes en patientkapacitet på op til 2 700 patienter. Der udbydes således drift af 1 ydernummer/kapacitet.
En læge med ca. 2 000 tilmeldte patienter i 7200 Grindsted, har meddelt sit ophør pr. den 31.1.2018. Situationen er den, at samtlige læger i Grindsted har lukket for tilgang, og at patienterne derfor ikke kan fordeles til andre praksis, ligesom der ikke længere er mulighed for frit lægevalg i området.
Regionen forsøger sideløbende med dette udbud afsætte det ledig-blevne ydernummer med de tilhørende ca. 2 000 patienter til læger, der vil praktisere under overenskomsten. Det har ikke indtil videre været muligt at finde en praksis eller en læge, der er interesseret heri, hvilket er baggrunden for, at der nu iværksættes et udbud.
Der er aktuelt ca. 2 000 patienter tilmeldt den læge, som har meddelt sit ophør, men Region Syddanmark giver ingen garanti for antallet af patienter, idet dette antal er variabelt. Tilbudsgiver er uanset ændringer i ovennævnte estimerede antal patienter, forud for, eller efter tilbudsfristens udløb, ikke berettiget til at tilbagekalde sit afgivne tilbud.
Baggrunden for, at der udbydes en patientmasse på op til 2 700 tilmeldte patienter, selvom der aktuelt kun er ca. 2 000 »lægeløse« patienter pr. udgangen af januar, er den, at det følger af overenskomsten, at der i et ydernummer/kapacitet, kan være tilmeldt maks. 2 700 patienter.
Regionen ønsker ligeledes, at der igen kommer frit lægevalg i området, ligesom tilflyttere til området skal kunne tilmeldes en praktiserende læge, hvorfor en udbudsklinik skal kunne rumme et vist antal patienter, hvis det viser sig nødvendigt.
I relation til det forventede antal patienter, kan det oplyses, at der for tiden ikke er varslet øvrige ophør i området. Det drøftes løbende, om der på sigt skal udmøntes 1 eller flere ydernumre til nedsættelse i Billund/Grindsted-området.
Leverandøren skal til enhver tid sikre den nødvendige bemanding i hele klinikkens åbningstid, og tilpasse denne, afhængigt af antallet af tilmeldte patienter jf. kontraktbilag 1, Kravspecifikation.
Leverandøren må ikke holde lukket på andre dage end lørdage, søndage og helligdage. Der er således ikke adgang for Leverandøren til at holde f.eks. ferielukket.
Leverandøren skal selv finde lokaler og indkøbe udstyr mv., hvorfra praksis kan drives. Dette udbud adskiller sig således fra andre lignende udbud, hvor regionen har udbudt drift af en konkret praksis. Regionen stiller således ikke faciliteter af nogen art til rådighed for leverandøren.
Regionen har option på ydelser angivet i Kontraktbilag 9, på de i kontrakten aftalte vilkår. Kunden forbeholder sig ret til at udnytte optionen fra kontraktindgåelse til kontraktstart, samt hele kontraktperioden. Udnyttelse skal varsles skriftligt med et varsel på mindst 60 dage, med mindre leverandøren tilbyder et kortere varsel, jf. kontraktbilag 1.
Region Syddanmark tager forbehold for at annullere udbuddet undervejs i processen, herunder — men ikke begrænset til — hvis der bliver mulighed for at overføre ydernummeret til en praktiserende læge, jf. også ovenfor pkt. 2 og nedenfor pkt. 12. Ligeledes tages der forbehold for at dele af det udbudte ydernummer frasælges undervejs i processen.
Kontraktbilag 1 beskriver Region Syddanmarks krav til den udbudte ydelse nærmere.