Beskrivelse af udbuddet
Den udbudte opgave omfatter levering af fjernkøling til Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU) og udbydes som en leverancekontrakt. Køleleverandøren forudsættes at være ansvarlig for anlæg og drift af eget køleanlæg med tilhørende transmissionsledning. Region Nordjylland (RN) stiller ikke krav til, hvordan køleanlægget etableres, men alene krav til kølekapacitet og krav til køleanlæggets maksimale miljøbelastning. Leverandøren skal levere køling inden for en kapacitetsramme (effekt) der trinvis udvides fra min. 6 MW pr. 1.1.2020 til min. 7,3 MW pr. 1.1.2021. Endvidere er der til leverancen tilknyttet en option på at levere køling på op til 11 MW. Optionen skal sikre, at køleleverandøren er i stand til også at kunne forsyne de efterfølgende udbygninger af NAU i perioden fra 2021-2040. Herudover skal køleleverandøren sikre, at der altid kan leveres 1,5 MW nødkøling i tilfælde af haveri (redundans). RN stiller et mindre areal til rådighed i nærheden af hospitalets serviceby med henblik på køleleverandørens etablering af nødvendig bebyggelse. RN lægger videre stor vægt på fjernkøleanlæggets og -systemets samlede energieffektivitet (SEER-værdi) (Seasonal Energy Efficiency Ratio) og det er et mindstekrav, at fjernkøleanlægget har en SEER-værdi på 10.
På baggrund af opgavens karakter, herunder de samlede teknisk-økonomiske forhold udbydes kontrakten om levering af køling til NAU i en længere kontraktperiode. Kontrakten forudsættes således at være tidsubegrænset, men med mulighed for opsigelse fra begge parter efter udløbet af en indbygget uopsigelighedsperiode. Leveranceperioden forventes som minimum at være 15 år, hvor kontrakten er uopsigelig.
I forbindelse med gennemførelsen af udbuddet efter reglerne om konkurrencepræget dialog forventes bl.a. følgende emner og vilkår drøftet på dialogmøder:
— Den tekniske løsning for levering af fjernkøling,
— Den tekniske løsning for levering af nødkøling (redundans),
— Leveringssikkerhed,
— Miljømæssig belastning, herunder SEER,
— Placering af anlægget,
— Tracé for transmissionsledning, herunder koordinering af arbejdet på NAU's matrikel med den øvrige forsyning, herunder vand og spildevand,
— Hovedtidsplan for udførelsen,
— Køleleverandørens mulighed for at anvende eget køleanlæg og transmissionsledning til samtidig forsyning af andre kunder,
— Vilkår for leverancekontraktens varighed, uopsigelighed og opsigelse,
— Vilkår for betaling, herunder opdeling og fordeling af betaling i den samlede kontraktperiode.
Nærmere beskrivelse fremgår af udbudsmaterialet, herunder Det Beskrivende Dokument og Funktionsbaserede Krav.