Indkøb af hardware til DeMars (Forsvarets Management- og Ressourcestyringssystem)
A. Generelle oplysninger om rammeaftalen
Ordregiver v/Forsvarets Koncernfælles Informatiktjeneste (FKIT) har behov for at udvide den kapacitet, der anvendes i datacentrene til drift af systemet DeMars, idet processor- og datalagringskapaciteten er ved at være fuldt udnyttet. Denne rammeaftale skal derfor gøre det muligt for FKIT at anskaffe serverkapacitet og datalagringskapacitet (SAN) for at kunne understøtte forretningens nuværende og fremtidige behov. Endvidere omfatter rammeaftalen hardwarekomponenter, der er nødvendige for at udvikle DeMars datacentrene, herunder tape backup systemer. Endelig omfatter rammeaftalen den basissoftware der naturligt hører til hardwaren, herunder software der er nødvendig for at understøtte og overvåge Forsvarets SAP-løsning på en fuldt virtualiseret platform med en høj grad af automatisering og selvbetjeningsmuligheder for FKITs brugere.
DeMars er et administrativt EDB-system, der samler og behandler Forsvarets oplysninger om økonomi, personel, materiel, projektledelse, ledelsesinformation, kurser, indkøb, arbejdstid, tjenesterejser mv. DeMars er baseret på SAP-systemet, og består p.t. af to fysiske servere, der rummer ca. 50 virtuelle servere, hvorpå der drives ca. 50 virtuelle SAP-miljøer, til udvikling, vedligehold og drift af løsningen.
DeMars benyttes af alle myndigheder, der er underlagt Forsvarsministeriet og benyttes i dag af ca. 14 000 brugere, med ca. 3 500 samtidige brugere. Systemet er underlagt strenge krav til sikkerhed, herunder sikkerhedsgodkendelse af it-systemer, it-leverandører og deres medarbejdere samt datacenter, driftsstabilitet mv. som følge af dets centrale funktion i Forsvarets virke.
DeMars driftes hos en ekstern driftsleverandør i et redundant cluster fordelt over to geografisk adskilte datacentre.
Det nuværende DeMars datacenter er baseret på et servercluster bestående af to IBM Power 7-770-servere, der kører operativsystemet IBM AIX. Hver server har en maksimal kapacitet på 48 CPU og hver server kan i dag levere ca. 112 000 SAPS, i alt 224 000 SAPS. Derudover består Demars datacenter af et SAN bestående af to IBM DS8300 og to IBM V5000, samt en DR550. Pr. 18.5.2015 havde SAN en samlet kapacitet på 270 TB, fordelt med 135 TB på både primær og sekundær site. SAN er i dag virtualiseret ved anvendelse af IBM SAN volume controller (SVC). Som tape backup benyttes en IBM Tape Library type 3584-D53.
B. Serverkapacitet.
Leverandøren skal tilbyde servere, der kan driftsafvikle DeMars og indgå i det etablerede cluster. Det bemærkes i den forbindelse, at det eksisterende programmel i vidt omfang er udviklet specielt til IBM AIX-platformen. Dette vil være nærmere beskrevet i udbudsmaterialet.
Initielanskaffelse:
Ved indgåelsen af rammeaftalen vil FKIT som minimum anskaffe en serverkapacitet svarende til to fysiske servere med hver ca. 160 000 SAPS.
De tilbudte servere skal være 100 % kompatible med den eksisterende serverkapacitet, således at de virtuelle servere kan flyttes på tværs af alle fysiske servere (uanset hvilket af de to datacentre de fysiske servere er installeret i) i det fysiske cluster, f.eks. i forbindelse med vedligehold eller spidsbelastninger.
Som et alternativ til at foretage en udvidelse af det eksisterende cluster kan der i stedet etableres et nyt cluster, der både erstatter den eksisterende serverkapacitet og det initielle behov for en udvidelse af serverkapaciteten til DeMars, herunder inklusiv alt programmel til administration, overvågning og afvikling af SAP på op til 50 virtuelle miljøer.
Såfremt de tilbudte servere medfører omstillingsomkostninger, som FKIT skal afholde, vil sådanne omstillingsomkostninger blive kapitaliseret på baggrund af det konkrete tilbud og medtaget i evalueringen af tilbuddet. Dette vil også omfatte omkostninger i forbindelse med, at serverne og serveropsætningen konfigureres i overensstemmelse med FKITs særlige sikkerhedskrav og efterfølgende sikkerhedsgodkendelse af den nationale sikkerhedsmyndighed.
Endelig er det af fysiske pladshensyn vigtigt, at de tilbudte servere maksimalt fylder et rack i hvert datacenter for hver ca. 350 000 SAPS, da der er begrænset plads i hvert af de to særligt sikrede rum hos driftsleverandøren, hvor FKITs servere er placeret. Såfremt dette krav ikke kan opfyldes, vil det medføre betydelig omstillingsomkostninger, som i givet fald vil blive medtaget i evalueringen.
Som følge af det aktuelle kapacitetsbehov, er det endvidere afgørende for FKIT, at det tilbudte kan leveres med kort leveringstid.
C. Datalagringssystemer (SAN)
Leverandøren skal tilbyde SAN, der har 100 % interoperabilitet med de nuværende og tilbudte servere, og som skal være SAP TDI godkendt. SAN skal være af enterpriseklassen og skal kunne anvendes i et eventuelt kommende SAP HANA miljø, hvor flere HANA-servere skal kunne anvende SAN. Der foreligger i dag ikke en beslutning om at indføre SAP HANA, så tidspunktet for en eventuel anskaffelse af hardware til HANA kan ikke angives.
Initielanskaffelse:
Initielt forventes der anskaffet samlet 300 TB, fordelt på to lokationer.
D. Øvrige hardwarekomponenter og tape backup systemer.
Leverandøren skal tilbyde hardwarekomponenter, der er nødvendige til at opstille, tilslutte og integrere servere, SAN og netværk mv. i DeMars datacentret.
Leverandøren skal tilbyde tape backup systemer, der har certificeret interoperabilitet med de nuværende og tilbudte servere. Den nuværende kapacitet andrager 12 drev (LTO5 og LTO6) på hver lokation, og der er kapacitet til 713 bånd på det primære site, samt 986 bånd på det sekundære site.
Initielanskaffelse:
Der er ikke planlagt en initiel anskaffelse af tape backup system, men der forventes anskaffelse af dette i rammeaftalens løbetid.
E. Basissoftware og software til Private Cloud
Leverandøren skal tilbyde basissoftware, der er nødvendig for at driftsafvikle servere, SAN, hardwarekomponenter mv., herunder operativsystemer og software til systemadministration, virtualisering, overvågning, backup og automatisering.
Leverandøren skal endvidere tilbyde software til etablering af Private Cloud funktionalitet på serverne. Funktionaliteten skal understøtte en automatiseret bestillingsproces for nye virtuelle servere, via en webbaseret adgang på ordregivers intranet, forstået som en funktionalitet hvorved brugerne af DeMars kan iværksætte en automatiseret proces for etablering/nedlæggelse af miljøer. Etablering af Private Cloud funktionaliteten skal inkludere implementering af SAP LVM.
FKIT har via eksisterende licenser den nødvendige software til IBM Smart Cloud Entry. Leverandøren skal kunne tilbyde eventuel anden nødvendig software udover SAP software.
F. Etableringsprojekt
Ved initielanskaffelsen skal Leverandøren i samarbejde med FKIT og FKITs driftsleverandør, idriftsætte de tilbudte servere, således at den tilkøbte kapacitet integreres sikkert og fuldt ud og med det eksisterende serverlandskab, eller (såfremt der ikke tilbydes en udvidelse af det eksisterende cluster) således, at den eksisterende serverkapacitet sikkert afvikles, og DeMars videreføres på de tilbudte nye servere, der dækker både den eksisterende serverkapacitet og behovet for kapacitetsudvidelse, jf. også ovenfor under punkt B. Tilsvarende for indkøb af SAN og øvrige hardwarekomponenter skal Leverandøren bidrage aktivt til idriftsættelsen.
G. Løbende rådgivning
Leverandøren skal yde FKIT løbende teknisk rådgivningsbistand med i et forventet omfang på ca. 100 timer årligt. Den løbende rådgivning kan eksempelvis omfatte rådgivning om anvendelse af hardware og software, men også teknisk implementering af nye komponenter. Leverandøren skal på den baggrund levere relevante ressourcer i forhold til de tilbudte servere, SAN og øvrige hardwarekomponenter, samt det programmel, der drives herpå.
H. Løbende Vedligeholdelse
Leverandøren skal levere den løbende vedligeholdelse af den under kontrakten erhvervede hardware, herunder efterfølgende kapacitetsudvidelser.
Deadline
Fristen for modtagelse af bud var på 2015-06-22.
Indkøbet blev offentliggjort på 2015-05-22.
Leverandører
Følgende leverandører er nævnt i tildelingsbeslutninger eller andre indkøbsdokumenter:
Hvem?
Hvad?
Hvor?
Indkøbshistorik
Dato |
Dokument |
2015-05-22
|
Udbudsbekendtgørelse
|
2015-12-15
|
Bekendtgørelse om indgåede kontrakter
|