Rammekontrakt om vedligeholdelse, support og videreudvikling af det studieadministrative system STADS
Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser (herefter "FIVU") udbyder rammekontrakt om vedligeholdelse, support og videreudvikling af STADS. Aftalen administreres af Uddannelsesministeriets It (herefter ”UMIT”). UMIT er en selvstændig institution under FIVU, der har til opgave at samle de fællesadministrative systemer der benyttes af de videregående uddannelsesinstitutioner og konsolidere al it drift, vedligeholdelse og videreudvikling m.v. af disse systemer.
STADS er et studieadministrativt system, der anvendes på de otte danske universiteter samt en del af VIA University College og en række kunstneriske uddannelsesinstitutioner. Over 150 000 studerende administreres for nuværende i systemet.
STADS forvalter regler vedrørende optagelse, indskrivning, eksamen mm. og gør det muligt at opbygge institutionernes uddannelser og studieordninger på en måde, der sikrer, at de studerende kun kan tilmelde sig den undervisning og de eksaminer, de er berettiget til.
Systemet er delt op i følgende delsystemer:
— Autorisation
— Optagelse
— Planlægning
— Rammer (sagsbehandling)
— Regelchecker (dette delsystem indeholder udelukkende batchjobs og rapporter – ingen skærmbilleder)
— Resultater
— Statistik
— Uddannelsernes Struktur (beskrivelse af uddannelsernes indhold og sammensætning)
— Tilmelding
— VY-delsystemet (funktioner, der ikke naturligt hører hjemme i et af de andre delsystemer, placeres i dette, der derfor ikke er et delsystem i samme forstand som de øvrige)
— Åben Uddannelse (håndtering af betalingsstuderende)
— US/STADS (administration af SU)
— STADS SB (selvbetjeningsmodul rettet mod de studerende)
— STADS-VIP (selvbetjeningsmodul rettet mod lærer og censor til registrering af karakterer).
STADS er udviklet til at kunne anvendes til stort set alle studieadministrative funktioner. STADS kommunikerer med flere andre systemer/myndigheder — heriblandt Statens Uddannelsesstøtte, optagelse.dk, CPR, Danmarks Statistik, Statens Arkiver og det digitale ansøgningssystem DANS. Samtidig har STADS vigtige integrationer til lokale systemer på institutionerne såsom e-læringssystemer, eksamens- og undervisningsplanlægningssystemer, brugerstyringssystemer, ledelsesinformationssystemer mv.
Universiteterne, med undtagelse af Copenhagen Business School, driver selv hver deres STADS-installation. UMIT driver STADS for en række institutioner: pt. CBS, VIA og de kunstneriske institutioner. Drift er således ikke en del af udbuddet.
STADS er baseret på Oracle database og udviklingsværktøjer og omfatter over 1 000 tabeller og 400 views. STADS har fem brugergrænseflader:
— Grafisk STADS/eSTADS: Brugergrænseflade udviklet i teknologien Oracle Forms med den underliggende forretningslogik udviklet i PL/SQL og Pro*C. Udgør for nuværende ca. 60 % af den administrative brugergrænseflade. Det er dog planen, at de delsystemer, der kun findes i denne brugergrænseflade skal omlægges til STADS+ i de kommende år.
— iSTADS: Brugergrænseflade udviklet i teknologien JSP. Flere delsystemer anvendes i denne brugergrænseflade. Det er tanken, at denne — efter omlægningen af eSTADS — skal afløses af STADS+. Udgør ca. 40 % af den administrativt vendte brugergrænseflade.
— STADS SB: STADS Selvbetjening er et selvstændigt delsystem og en selvbetjeningsbrugergrænseflade rettet mod de studerende udviklet i en Java teknologistak (Java/JSP). Der vil her skulle udvikles en brugerflade, der kan anvendes af mobile enheder.
— STADS VIP: Selvbetjeningsbrugergrænseflade rettet mod det videnskabelige personale udviklet i en Java teknologistak (Java/JSP). Indeholder for nuværende kun funktionalitet til decentral resultatregistrering.
— STADS+: Ny brugergrænseflade og SOA-baseret arkitektur under udvikling. Udviklet i teknologien Oracle ADF. De første skærmbilleder er leveret.
STADS er således udviklet i følgende 2 teknologistakke som anvender en fælles Oracle database:
1: "Teknologistak Oracle": Omfatter Oracle Forms, Oracle Reports, PL/SQL og Pro*C
2: "Teknologistak Java": Omfatter Java, JSP, Hibernate og Oracle ADF
Et vigtigt mål i de kommende år forventes at blive en modernisering af brugergrænsefladen og den bagvedliggende forretningslogik, hvor først eSTADS og STADS SB, dernæst iSTADS ønskes omlagt til en mere tidssvarende SOA-baseret ny arkitektur — STADS+. Herudover er der løbende myndighedskrav samt andre krav og ønsker til ny/forbedret funktionalitet i systemet.
Alle institutioner nævnt i bilag A.IV, med undtagelse af Det Kongelige Danske Kunstakademis skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen Aarhus, Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskolen, anvender allerede STADS. De 3 sidste institutioner forventes at gå i drift på STADS i løbet af 2014.
Nærværende udbud omhandler følgende ydelser:
A) Support og Vedligeholdelse, omfattende bl.a.:
— Løbende/forebyggende vedligehold
— Incident og Problem management i Second level support, herunder fejlretning af identificerede fejl. Fejlrapportering kan ske via superbrugere hos de enkelte institutioner, direkte fra UMIT eller fra eventuelle andre leverandører som FIVU måtte have en samarbejdsaftale med. Der vil være faste krav til såvel reaktionstid som udbedringstid ift. forskellige typer af fejl.
Kunden varetager i samarbejde med Institutionerne first level support i den forstand, at det kun er et begrænset antal erfarne brugere, der kan rapportere sager direkte til leverandøren. Brugersupport/driftsstøtte/hotline er ikke en del af support og vedligehold men skal kunne rekvireres som konsulentbistand.
B) Videreudvikling, omfattende bl.a.:
— Softwareudvikling, herunder nyudvikling, videreudvikling af tillægsfunktionalitet og udvikling af relevante integrationer til andre systemer
— Konfiguration, parameteropsætning og opgraderinger samt levering, implementering og evt. installation af nye versioner af STADS.
Udvikling sker typisk på baggrund af indgåede leveranceaftaler (det være sig efter vandfaldsmodel eller en mere agil leveringsaftale) — typisk 2 aftaler årligt. Der videreudvikles for et to-cifret millionbeløb årligt på systemet.
C) Konsulentbistand omfattende bl.a.:
— Designskrivning herunder kravspecificering, udarbejdelse af use-cases og udarbejdelse af supplerende dokumentation/brugervejledninger
— Driftsstøtte
— Rådgivning, herunder tekniske analyser, arkitekturvurdering.
Der skal endvidere etableres et grundlag for et centralt DataWareHouse for uddannelsesinstitutionerne, således at data på uddannelsesområdet vil kunne hentes direkte i en række administrative it-systemer og sammenstilles, så der kan gennemføres analyser på tværs af de oprindelige systemskel, hvorfor rammekontrakten således også omfatter integrationsydelser og videreudvikling indenfor datavarehusområdet, herunder:
D) Informationsmodellering, herunder begrebs- og datamodellering.
Som eksempler på opgaver kan nævnes: Rådgivning om og arbejde med begrebsmodellering af forretningsbegreber/-processer, indsamling og dokumentation af forretningsregler, design af datamodel for datavarehuset, grænseflademodellering og lignende inkl. bistand til afgrænsning af informationsbehov.
E) Datavarehusudvikling — infrastruktur til lagring af aktuelle og historiske data samt databehandlingsprocesser. Som eksempler på opgaver kan nævnes: Rådgivning om og arbejde med systemarkitektur til datavarehus og analysemiljøer, herunder opsætning og konfiguration, fastsættelse af standarder for ETL og udvikling af ETL-jobs, ydelser vedr. etablering og anvendelse af kodebroer, samt ydelser vedr. monitorering og håndtering af datakvalitetsprocesser.
F) Platform management.
Som eksempler på opgaver kan nævnes: Rådgivning om og arbejde med opgaver vedr. meta- og masterdatamanagement, performanceovervågning, dimensionering/skalering indenfor både applikations- og driftsmiljøet.
Ordregiver skal gøre opmærksom på, at der i forbindelse med afgivelsen af tilbud på rammeaftalen skal afgives sideordnede tilbud i forhold til en specifik videreudviklingsopgave omfattende funktionalitet i delsystem Studerendes Rammer. Tilbudsgiverne skal afgive tilbud på videreudviklingsopgaven dels, hvis funktionaliteten udvikles ud fra den nuværende arkitektur (iSTADS), og dels hvis opgaven udvikles ud fra ny arkitektur STADS+.
Kontrakten er ikke-eksklusiv, men det forventes (hvilket også har været tilfældet hidtil), at leverandøren får langt hovedparten af udviklingsopgaver og konsulentopgaver i kontraktperioden. Leverandøren vil hele tiden og med kort varsel skulle være i stand til at påtage sig ovenstående opgaver efter bestilling fra Ordregiver.
Leveranceaftalerne og hovedparten af konsulentydelserne bestilles hovedsagligt af UMIT, men herudover har institutionerne anført i bilag A.IV også mulighed for at bestille konsulentydelser direkte under aftalen.
Deadline
Fristen for modtagelse af bud var på 2014-03-03.
Indkøbet blev offentliggjort på 2014-01-21.
Leverandører
Følgende leverandører er nævnt i tildelingsbeslutninger eller andre indkøbsdokumenter:
Hvem?
Hvad?
Hvor?
Indkøbshistorik
Dato |
Dokument |
2014-01-21
|
Udbudsbekendtgørelse
|
2014-01-28
|
Berigtigelse
|
2014-11-10
|
Bekendtgørelse om indgåede kontrakter
|