Stibro mellem by og havn, Odense

Odense kommune, By og Kulturforvaltningen

Prækvalifikation – Hovedentreprise
Generelt:
Odense Kommune indbyder hermed til prækvalifikation for deltagelse i begrænset licitation ved udførelse af etablering af ny stibro hen over jernbanen ved Odense Station.
Forbindelsen af byområderne nord og syd for jernbanen løses med udgangspunkt i den naturlige bevægelse gennem byen. Projektet »Stibro mellem by og havn« søger med enkle arkitektoniske midler at give form til visionen om en markant og spektakulær forbindelse over baneterrænet ved Odense Station og et vartegn for Odense og derfor knyttes forventninger til kvalitet i udførelsen.
Da projektet er beliggende i byens centrum og involverer arbejder ved og på jernbaneterrænet, skal entreprenøren, i sin tilrettelæggelse og udførelse af entreprisen, være indstillet på at mødekomme de krav og hensyn, der er relevante i denne sammenhæng.
Entreprenøren skal med udgangspunkt i udbudsmaterialets tegningsmateriale udarbejde egentlige produktionstegninger til udførelse af stål- og betonarbejder.
Kort projektbeskrivelse:
Stibroen forankres i pladsdannelser beliggende nord og syd for baneterrænet. Pladser udføres med beplantning, belægninger, byinventar, belysning og cykelparkering.
Sydpladsen:
Mod syd udformes pladsen mod Østre Stationsvej og Kongens Have som en udvidelse af havens byrum. Denne plads vil fungere som det visuelle tyngdepunkt for den ny broforbindelse og som opholdssted og mødested for byens borgere og de rejsende.
Pladsens centrale del hæves en smule for at markere stedets særlige karakter i forhold til de omliggende gader. Belægningen udføres i samme type gule tegl, som man finder i store dele af Odense og i det omkringliggende kvarter.
På pladsen placeres siddemøbler og andet byinventar og der beplantes med magnolia og robinier og som danner en parklignende karakter af store træer.
Cykelparkering disponeres i pladsens østlige del, placeret i et organisk formet, let forsænket »cykelbed« med plads til 850 parkerede cykler. En stor del af pladserne etableres overdækket under brodækket og en del af disse etableres tillige som aflåste pladser.
Broen:
Selve broen udformes som en tredimensionel funktion af de transportmæssige flows og præsenterer således en delt trafikløsning, uden krydsninger mellem fodgængere og cyklister.
Fodgængertraceet placeres mod vest, med direkte adgang til perronerne. Cykeltraceet placeres mod øst, udformet som en lang glidende bevægelse fra Østre Stationsvej i syd til Lerchesgade i nord.
Ved brofæsternes trappeanlæg placeres elevatorer, som forbinder pladserne i terræn til reposer på brodækket. Herfra er der adgang til hhv. cykel og fodgængetraceer. Fra broen etableres der tillige perronforbindelser med elevatorer og trapper.
Broen består af ca. 135 meter opsvejst stålkasse dragere henover jernbanesporene og ca. 180 meter betonramper samt ca. 40 meter betontrapper. Stålkassedrageren er understøttet af stålsøjler henover banen frem til og med første søjle uden for baneområdet. Øvrige søjler uden for banen, under brorampe og trapper, udføres som betonsøjler.
Mod syd placeres desuden broens konstruktive og visuelle tyngdepunkt, den knapt 40 meter høje, spejlende og koniske pylon i poleret rustfrit stål. En del af broen ophænges i stag fra pylonen, som er barduneret og stabiliseret af to bagudrettede stag på sydpladsen. Pylonen og stagene halverer det længste spænd henover rangerterrænet, hvilket gør, at samtlige afstande imellem understøtningerne er under 28 meter.
Nordpladsen:
Mod nord udformes pladsen som 3 organiske felter – »øer«. Belægninger udføres i rå og robust materialekarakter med referencer til området ved havnen, som felter af præ-støbte betonfelter kantet af ubehandlet stål og omgivet af pladsstøbt asfaltbeton.
De 3 øer repræsenterer 3 forskellige funktioner: et rekreativt mødested for broens brugere med siddemøbler, en parkeringsplads til 40 biler, disponeret på let forsænket areal samt cykelparkering til 450 cykler. En stor del af pladserne etableres overdækket under brodækket og en del af disse etableres tillige som aflåste pladser.
Nordpladsen beplantes med trægrupper af ask og der plantes med tæt grønt bunddække i kanten af pladsen mod Jernbanemuseet.

Deadline
Fristen for modtagelse af bud var på 2013-08-23. Indkøbet blev offentliggjort på 2013-06-27.

Hvem?

Hvad?

Hvor?

Indkøbshistorik
Dato Dokument
2013-06-27 Udbudsbekendtgørelse