Rammeaftale om levering af konsulentydelser til projektet »Industrielle forretningsmodeller«

Professionshøjskolen VIA University College

Overordnet beskrivelse af projektet »Fremtidens Industrielle Forretningsmodeller« (FIF)
FIF skal fremme, at flere produktionsvirksomheder i Region Midtjylland sætter fokus på fremtidens udfordringer ved at igangsætte strategi- og kompetenceopbyggende forløb med henblik på at realisere virksomhedernes vækstpotentiale gennem direkte og indirekte eksport. Fokuseringen på industrielle forretningsmodeller er bl.a. baseret på Reg-Labs analyse, »Fremtidens industri i Danmark«, fra 2012.
Projektets mål:
De eksplicitte mål for projektet er:
— At identificere produktionsvirksomheder med vækstpotentiale.
— At den enkelte virksomhed får adresseret en strategisk prioritering af initiativer for at kunne forblive konkurrencedygtig samt vokse og udvikle sig de næste 3-5 år.
— At virksomhederne får mulighed for at lære af hinanden på de valgte fokusområder.
— At videreudvikle på processer og metoder, der understøtter værdiskabende samspil mellem virksomheder, erhvervsfremmeaktører, videninstitutioner og rådgivere.
Konkret er der i projektet opstillet følgende kvantitative mål:
— 200 indledende specialiserede vejledninger.
— 100+ virksomheder, der deltager på basecamp.
— 100 virksomheder der gennemfører strategiworkshop.
— Op til 15 vækst- og udviklingsforløb med deltagelse af i alt 75 virksomheder.
Projektorganisation:
VIA University College er operatør på projektet og udgør sammen med Aarhus Universitet, Væksthus Midtjylland og Dansk Industri konsortiet.
Projektets overordnede indhold
De 3 overordnede projektaktiviteter, som virksomhederne forventes at gennemløbe er:
1. A – Indledende vejledning (200 virksomheder).
1. B – Specialiserede vejledning (200 virksomheder).
2. A – Afholdelse af basecamps (100 + virksomheder).
2. B – Strategiworkshops (100 virksomheder).
3. Vækstgrupper og videre udviklingsforløb m.v. (75 virksomheder).
De indledende vejledninger skal identificere de vækstpotentielle produktionsvirksomheder, for hvem det vil være relevant at deltage i projektet. Der foretages en første afdækning af virksomhedernes udviklingsbehov, og virksomhederne introduceres til muligheder og erhvervsfremmetilbud, herunder muligheder i forhold til »Fremtidens Industrielle Forretningsmodeller«. Vækstpotentielle produktionsvirksomheder i målgruppen vil således overalt i Region Midtjylland have let adgang til tilbuddene via indledende screening i den lokale erhvervsservice og visitering videre til Væksthus Midtjylland. Den specialiserede erhvervsservice varetages af konsulenter fra Væksthus Midtjylland, der også anvender værktøjet »Væksthjulet«.
Erhvervsservicesystemet i Region Midtjylland varetages af to hovedaktører: Den lokale erhvervsservice og den specialiserede erhvervsservice ved Væksthus Midtjylland. Den lokale erhvervsservice varetager basal vejledning og indledende screening af iværksættere og virksomheder samt henvisning til rådgivning og/eller øvrige tilbud i relevant omfang. De virksomheder, som har vækstambitioner og -potentiale, visiteres videre til Væksthus Midtjylland.
Den anden overordnede projektaktivitet omhandler workshops for SMV'ere omhandlende industrielle forretningsmodeller og strategiudvikling. Som forberedelse til strategiworkshoppen i den enkelte produktionsvirksomhed deltager virksomheden i en basecamp sammen med andre virksomheder. På basecamp præsenteres virksomhederne for flere perspektiver på de udfordringer, som de potentielt står overfor og får lejlighed at møde mulige samarbejdspartnere i form af de konsulentvirksomheder, der er indgået rammeaftale med. Virksomhederne præsenterer deres vækstambition, og hvad de vil bruge forløbet til, og hvilke vækstresultater forløbet forventes at give.
Forventningen er, at deltagerne får flyttet fokus fra en aktuel udfordring til et strategiperspektiv med et 3-5 årigt sigte. Konsortiets parter (VIA, AU, DI og VHM) vil udgøre det ekspertpanel, der møder virksomhederne.
Det er på basecamp, at virksomheden forpligter sig til at indgå i et videre forløb som partner i projektet, hvilket koster 13 500 DKK pr. virksomhed ekskl. moms. VIA vil være arrangør og procesfacilitere basecampen.
Efter basecampen tilbydes virksomhederne en strategiworkshop med formålet, at identificere virksomhedens centrale udfordringer og prioritere virksomhedens fremadrettede indsats. De individuelle strategiworkshops gennemføres af de konsulenter, der indgås rammeaftale med, og indholdet vil være en vekselvirkning mellem undervisning og aktivering af deltagervirksomheden. Konkret vil den enkelte deltager få mulighed for at analysere egen vækstsituation samt få værktøjer til at formulere antagelser og foretage tests. Forventningen er en kvalificering af virksomhedens vækstplan samt mere afklarede vækstspor i den enkelte virksomhed.
Det tredje og sidste ben i forløbet for virksomhederne er, at de indgår i en relevant vækst- og udviklingsgruppe. Der vil blive etableret en række vækst- og udviklingsforløb, hvor virksomhederne har mulighed for gensidigt at inspirere hinanden samt indgå i et kursusforløb.
Vækst- og udviklingsforløbene gennemføres af én af de konsulenter, der indgås rammeaftale med.
Beskrivelse af de konkrete opgaver og krav til indhold
Konsulentvirksomhederne, der indgås rammeaftale med, skal udvikle og afholde individuelle strategiworkshops for de deltagende virksomheder.
Der afsættes maks. 20 timer pr. virksomhed inkl. tre møder og forberedelse hertil. Der lægges op til at workshoppen foregår på virksomheden, og der forventes gennemført op til ca. 100 strategiworkshops. Output af workshoppen vil være forskellig fra virksomhed til virksomhed og skal adresseres yderligere i konkrete fokusområder og handleplaner (vækstplaner), hvor virksomhedens ledelse får gennemført en strategisk prioritering af fremtidige initiativer for at kunne forblive konkurrencedygtig samt vokse og udvikle sig de næste 3-5 år.
En strategiworkshop består af følgende elementer:
— Et forberedende møde – typisk med den administrerende direktør, daglig leder og/eller ejer.
— En strategiworkshop – typisk med øverste ledergruppe, bestyrelse og/eller direktion.
— Udvikling eller kvalificering af virksomhedens vækstplan med en strategisk prioritering af initiativer for at kunne forblive konkurrencedygtig samt vokse og udvikle sig de næste 3-5 år.
— Et opfølgende møde – typisk med administrerende direktør, daglig leder og/eller ejer.
Konsulentvirksomhederne, der indgås rammeaftasle med, skal endvidere som anført ovenfor udvikle og afholde vækst- og udviklingsgrupper for de deltagende virksomheder, hvilket inkluderer kursusforløb og netværksdannelse.
Vækst- og udviklingsforløbet gennemføres i et intensivt, men fleksibelt vækst- og udviklingsforløb med andre vækstpotentielle produktionsvirksomheder. Forløbet aftales med de deltagende virksomheder, således at deres ønsker og behov tilgodeses. Som minimum forventes hvert forløb gennemført med 5-7 vækstgruppemøder, det kan være halv- eller heldagsmøder, aftenmøder, digitalt baserede kurser samt mindre dialogmøder alt afhængig af virksomhedernes ønsker, krav og behov.
Det forventes, at der vil blive etableret op til 15 grupper med deltagelse af 5-10 virksomheder, som gennemgår et samlet forløb. Det tilstræbes, at der deltager mere end én person fra hver virksomhed. Vækst- og udviklingsgrupperne er temarelaterede og vil repræsentere et katalog af muligheder inden for de givne temaer, som kan sammensættes individuelt ift. virksomhedernes behov. Resultatforventningerne er dels forbedrede kompetencer i den enkelte virksomhed, dels et forbedret udgangspunkt for at anvende netværk som arbejdsform.
Der er forud defineret fem overordnede temaer, som er gennemgående både i forhold til afholdelsen af de individuelle strategiworkshops og faciliteringen af de efterfølgende vækst- og udviklingsgrupper. Også andre emner inden for samme emneområde kan tages op, hvis de efterspørges af virksomhederne i et tilstrækkeligt omfang, således at der kan etableres en gruppe og et forløb. Muligheden for deltagelse i vækstgrupperne formidles til virksomheden via de specialiserede vejledninger, basecamp deltagelsen og strategiworkshoppen. Etablering af vækstgrupperne organiseres af konsortiet, og forløbet gennemføres af de private konsulenter, der er indgået rammeaftale med.
De 5 temaer er:
— Holistiske forretningskoncepter.
— Kundeudviklende relationer.
— Specialisering.
— Udvikling af den stærke og integrerede udviklingsorganisation.
— Trimmet produktion.
Maksimum betaling for afholdelse af en strategiworkshop inklusiv alt, herunder men ikke begrænset til indledende og afsluttende møder, procesfacilitering af workshoppen, transport, materialer m.m. er 40 000 ekskl. moms.
Maksimum betaling for afholdelse af vækst og udviklingsgruppe forløb inklusiv alt, herunder men ikke begrænset til workshops, kurser, transport, forplejning til deltagere, leje af lokaler, materialer m.m. er 40 000 ekskl. moms for gruppeforløbet og maksimum 8 000 ekskl. moms for hver deltagende virksomhed. Virksomheden skal som minimum deltage i 3 møder for at kunne registreres som deltager.
Tildelings af konkrete aftaler/opgaver til de konsulentvirksomheder, der indgås rammeaftale med, vil ske på baggrund af objektive kriterier fastsat i rammeaftalen, der indgår som en del af det samlede udbudsmateriale.
Tidsplan
Projektet forventes opstartet med basecamps og gennemførelse af de første strategiworkshops ultimo 13/primo 14 og det samlede forløb forventes endeligt afsluttet ultimo 2014.
Det samlede udbudsmateriale kan rekvireres på hjemmesiden www.via.dk/fif/udbud

Deadline
Fristen for modtagelse af bud var på 2013-11-11. Indkøbet blev offentliggjort på 2013-09-30.

Leverandører
Følgende leverandører er nævnt i tildelingsbeslutninger eller andre indkøbsdokumenter:
Hvem?

Hvad?

Hvor?

Indkøbshistorik
Dato Dokument
2013-09-30 Udbudsbekendtgørelse
2013-10-07 Supplerende oplysninger
2013-12-10 Bekendtgørelse om indgåede kontrakter