Letbane i Odense - design og visualisering
Odense er i rivende udvikling, og etablering af en letbane er et centralt element i infrastrukturen i fremtidens Odense.
Odense Byråd har derfor vedtaget en linjeføring, hvor letbanen forbinder de vigtigste destinationer og understøtter de største transportmønstre.
Odense Kommune gennemførte i 2010 – 2011 en grundig forundersøgelse vedrørende etablering af en letbane i Odense.
På baggrund af denne forundersøgelse er Letbanens første etape er fastsat som strækningen fra Tarup over Bolbro til midtbyen og Odense Banegård Center og herfra videre til et udviklingsområde med blandt andet Syddansk Universitet (SDU) og videre til Hjallese Station på Svendborgbanen.
Samtidig med udpegning af første etape af letbanen igangsatte byrådet arbejdet med første fase omfattende:
— Gennemførelse af en VVM undersøgelse (vurdering af virkninger på miljøet).
— Udarbejdelse af en sammenhængende strategi for byfortætning og omdannelse i letbanekorridoren.
— Forberedelse af udbud, oplæg til plangrundlag mv.
Den aktuelle fase – VVM fasen – gennemføres af Odense Kommune i samarbejde med Transportministeriet i de kommende 2 år. Når der foreligger en godkendt VVM redegørelse, planlægges letbanens første etape etableret i et fælles kommunalt/statsligt anlægsselskab. De udbudte rådgivningsopgaver forudsættes at blive videreført til anlægsselskabet i anlægsfasen.
Letbanen skal styrke synergieffekten mellem bymidten og udviklingsområdet i sydøst.
Standsningsstederne skaber potentiale for fortætning af byrummet, områder med tættere bebyggelse, større intensitet i rekreative områder, nye programmer eller funktioner samt fortætning med mennesker.
Cykelbyen og den kollektive trafik skal supplere hinanden, og letbanen skal i en række knudepunkter give gode muligheder for skift til alle transportformer. Ved motorvejen skal etableres en Park and Ride, så de to store statslige infrastrukturer motorvejen og jernbanen (Odense Banegård Center) forbindes på en bæredygtig måde. Også i letbanelinjens vestlige ende skal der etableres Park and Ride.
Med udgangspunkt i forarbejderne, studier af letbaner i Europa og det fastlagte letbanetrace i en tæt bymæssig bebyggelse er det et ønske, at letbanen udføres i et æstetisk design uden dog at gå på kompromis med kravet om høj funktionalitet – idealet er en kombination af godt æstetisk design og god funktionalitet.
Der ønskes således en letbane, der kan indgå som en velintegreret del af det offentlige rum.
Letbanen skal med afsæt i de tekniske specifikationer designes, så der foretages en koordinering af master og køreledninger, perroner, skiltning mv. med det eksisterende byrum og inventaret i byrummene, så letbanen opleves at være et naturligt og sammenhængsgivende element i de byrum, den løber igennem.
Tilknytning af rådgivere:
Til varetagelse af planlægnings- og styringsopgaver samt udarbejdelse af VVM redegørelse har Odense Kommune besluttet, at der skal tilknyttes følgende rådgivere:
— En gennemgående bygherrerådgiver.
— En gennemgående teknisk rådgiver, der indledningsvis varetager udarbejdelse af VVM redegørelsen.
— En design- og visualiseringsrådgiver, der skal bistå med design og visualiseringsopgaver i relation til VVM redegørelsen og efter VVM fasen.
De anførte rådgivningsydelser udbydes i tre selvstændige udbud. Nærværende udbud omfatter den gennemgående rådgivning for Design og visualisering.
Design- og visualiseringsrådgiveren skal bistå med design og visualiseringsopgaver i relation til VVM redegørelsen og efter VVM fasen samt medvirke under udarbejdelse af det tekniske projekt.
Design- og visualiseringsrådgiveren skal medvirke til at analysere de nye muligheder og bymæssige udfordringer, etableringen af letbanen giver, og udarbejde forslag til hvordan potentialerne kan omsættes til nye kvaliteter, muligheder for byliv mv.
Design- og visualiseringsrådgiveren skal i tæt dialog med det tekniske projekt være med til at udforme letbanens fysiske fremtoning for letbanens etape 1. Dette gælder både med hensyn til et fælles udtryk for strækningen, og når denne skal indpasses i en stedsspecifik kontekst hvad enten dette er by eller landskab.
Design- og visualiseringsrådgiveren skal varetage udviklingen af designprogrammet til en designmanual for letbanens etape 1.
Design- og visualiseringsrådgiveren skal varetage design af udvalgte dele af letbanens elementer. Designet skal samtidig tilføre ny identitet og tage hensyn til udtrykket i Odense Kommunes Designmanual.
Det er design- og visualiseringsrådgiverens opgave, at der sikres en god helhedsløsning og et ensartet overordnet design gennem hele processen fra skitseprojekt til anlæg.
Det er væsentligt, at design- og visualiseringsrådgiveren med stor faglig kompetence skal indgå i en konstruktiv sparring med projektets øvrige parter, herunder Letbanesekretariatets samspil med Odense Kommunes myndighedsorganisation.
Med udgangspunkt i bymiljøet og de nye muligheder og udfordringer, etableringen af letbanen giver, bliver Design- og visualiseringsrådgiverens rolle i projektet at:
— Bistå med analyse af bypotentialet og bylivet omkring letbanen og standsningsstederne, udarbejde idéoplæg og visualiseringer samt medvirke til udvikling af potentialerne gennem omsætning til programmer, koncepter og byrumsdesign.
— Bistå den tekniske rådgiver i forbindelse med udarbejdelsen af VVM redegørelsen, herunder fotografering til visualiseringer og øvrige illustrationer, udarbejdelse af arkitektonisk koncept for bane-, stations- og broanlæg i tæt samarbejde med Letbanesekretariatet og den tekniske rådgiver, arkitektonisk vurdering og bearbejdning af forslagene til bane-, stations- og broanlæg i tæt samarbejde med Letbanesekretariatet og den tekniske rådgiver, landskabsanalyse samt forslag til landskabsbearbejdning og beplantning, forslag til indpasning af støjafskærmning, forslag til visualiseringer og visualiseringer.
— Arbejde videre med designprogrammet til en endelig designmanual eller designkrav, der skal gælde som vejledning for hele letbaneprojektet inklusiv indkøb af letbanetog mv.
— Vise design og opstille designkrav for indpasningen af letbanen og dens tracéring i den stedsspecifikke kontekst hvad enten denne er urban eller landskabelig.
— Vise design og opstille designkrav til infrastruktur og teknisk udstyr: Tracé, perroner og belægninger, master og ledningsophæng, afskærmning af transformerstationer og broer/tunneller.
— Vise design, opstille designkrav samt evt. selv designe udvalgte dele af byinventar primært i form af værn og rækværk, informationstavler, evt. belysning og skiltning (navne på standsningssteder).
— Bidrage visuelt og grafisk til Letbanesekretariatets kommunikation.
Projektets kompleksitet medfører i øvrigt, at det på udbudstidspunktet og kontraheringstidspunktet er vanskeligt at fastlægge det endelige indhold i rådgivningsopgaven. Opgaven udbydes derfor på en fleksibel kontrakt med adgang for Odense Kommune til løbende at tilpasse rådgivningsydelserne i forhold til projektet og dets udvikling. Yderligere information om projektet kan ses på
www.odense.dk/letbane.
Deadline
Fristen for modtagelse af bud var på 2012-01-24.
Indkøbet blev offentliggjort på 2011-12-19.
Hvem?
Hvad?
Hvor?
Indkøbshistorik
Dato |
Dokument |
2011-12-19
|
Udbudsbekendtgørelse
|