Letbane i Odense - Bygherrerådgivning

Odense Kommune

I forbindelse med den kommende etablering af en letbane i Odense udbyder Odense Kommune bygherrerådgivning for etape 1 i et udbud med forhandling.
Odense Kommune gennemførte i 2010-2011 en grundig forundersøgelse om etablering af en letbane i Odense, som førte til byrådets udpegning af første etape og i den forbindelse igangsætning af:
— Gennemførelse af VVM-undersøgelse (vurdering af virkninger på miljøet),
— Udarbejdelse af en sammenhængende strategi for byfortætning og omdannelse i letbanekorridoren,
— Forberedelse af udbud, oplæg til plangrundlag mv.
Den aktuelle fase - VVM-fasen - gennemføres af Odense Kommune i et samarbejde med transportministeriet i de næste 2 år. Når der foreligger en godkendt VVM-redegørelse, påregnes letbanens første etape etableret af et fælles kommunalt/statsligt anlægsselskab. De udbudte rådgivningsopgaver planlægges at blive videreført for anlægsselskabet, og kontrakterne vil derfor indeholde bestemmelser om overdragelse til et sådant anlægsselskab.
Letbanens første etape er fastsat som strækningen fra Tarup over Bolbro til midtbyen og Odense Banegård Center og herfra videre til et udviklingsområde med bl.a. Syddansk Universitet og til Hjallelse Station på Svendborgbanen.
Letbanen forløber gennem et byomdannelsesområde i bymidten og gennem et område med det fremtidige hospital, hvor der skal ske særlig koordinering.
Henset til indledende forarbejder, studier af letbaner i Europa og den fastlagte letbane trace i en tæt bymæssig bebyggelse er det et ønske, at letbanen udføres i et æstetisk design uden dog at gå på kompromis med kravet om høj funktionalitet - idealet kan forsøges udtrykt ved en kombination af "tysk" funktionalitet og "fransk" design.
Der ønskes således en letbane, der kan indgå som en velintegreret del af det offentlige rum og bidrage til et positivt samspil med alle øvrige brugere, det være sig såkaldte bløde trafikanter som tungere trafik.
Der skal være tale om en sammenhængende løsning af betjening af destinationer, design, teknik, regelsæt, sikkerhed, valg af materiel mv.
Letbanen skal således med afsæt i de tekniske specifikationer designes således, at der foretages en koordinering af master og køreledninger som perroner og skiltning med det eksisterende inventar i byrummene på en hensigtsmæssig måde, så letbanen får virkning af at være et naturligt og sammenhængsgivende element i de byrum, den løber igennem.
Til varetagelse af planlægning og styringsopgaver samt teknisk rådgivning, herunder udarbejdelse af VVM-redegørelsen, har Odense Kommune besluttet, at der skal tilknyttes:
— En gennemgående bygherrerådgiver,
— En gennemgående teknisk rådgiver, der indledningsvist varetager udarbejdelse af VVM-redegørelsen,
— En rådgiver, der skal bistå med design og visualiseringsopgaver i relation til VVM-redegørelsen.
De anførte rådgivningsydelser udbydes i 3 selvstændige udbud, dog således at det sikres, at bygherrerådgivningen og den gennemgående tekniske rådgivning håndteres i 2 parallelle udbud. Nærværende udbud omfatter som nævnt indledningsvist den gennemgående bygherrerådgivning.
Bygherrerådgiveren skal i tæt samarbejde med Odense Kommunes projektorganisation være bygherrens gennemgående bygherrerådgiver og skal bistå Odense Kommune i samarbejdet med de tilknyttede tekniske rådgivere og entreprenører og letbaneleverandøren.
Bygherrerådgivningen vil i praksis kunne omfatte mange opgaver af forskelligartet karakter. Bygherrerådgiveren forventes dog i samarbejde med Odense Kommunes letbanesekretariat.
— at forestå udarbejdelse af styringsdokument og medvirke ved ajourføring af styringsdokumentet,
— at vurdere, om der i projektorganisationen for den gennemgående tekniske rådgiver er tilstrækkelige kompetencer og ressourcer til udførelsen af projektet, herunder at tilsikre at samarbejdet i den samlede projektorganisation fungerer positivt og hensigtsmæssigt,
— at foretage en vurdering af, om den af den gennemgående tekniske rådgiver udarbejdede risikovurdering er retvisende i forhold til projektets kvalitet, tidsplan, anlægsbudget, omdømme og den efterfølgende drift samt medvirke til, at de fundne risici håndteres og implementeres hensigtsmæssigt,
— at bistå Odense Kommune over for offentlige myndigheder, herunder samarbejde med Transportministeriet og godkendelser i Trafikstyrelsen,
— at foretage en vurdering af projektets status i forhold til overholdelse af budget, tidsplan og kvalitet,
— at vejlede og bistå Odense Kommune i valg af udbudsstrategi såvel i relation til projekteringsydelser, der forestås af tekniske rådgivere, som valg af entrepriseudbud, herunder forestå kontraktstyring,
— at vurdere de fastlagte samarbejdsstrukturer mellem anlægsopgavens aktører, og hvorledes samarbejdet mellem disse fungerer,
— at varetage kvalitetsstyring, herunder faseopdelt projektgranskning af det tekniske projekt og granskningen ved særlige beslutninger mv., herunder løbende at kvalificere de væsentlige projektbeslutninger,
— at foretage en løbende rapportering til direktionen og styregruppen mv. med bredt fokus på projektets organisering, projektorganisationens ressourcer og kompetencer, samarbejde og overholdelse af budget samt tidsplan og risici,
— at bidrage med forbedringsforslag til projektet ud fra de forhold, som bygherrerådgiveren identificerer.
Projektets store kompleksitet og tidsmæssige udstrækning medfører i øvrigt, at det på udbudstidspunktet og kontraheringstidspunktet er vanskeligt at fastlægge bygherrerådgivningens endelige indhold. Det endelige indhold i bygherrerådgivningsopgaven vil endvidere bl.a. afhænge af VVM-redegørelsen og i den forbindelse det endelige projekt. Bygherrerådgivningen udbydes derfor på en fleksibel kontrakt med adgang for Odense Kommune til løbende at tilpasse bygherrerådgivningen i forhold til projektet og dets udvikling.
Bygherrerådgiveren forventes som følge af projektets mangeartede opgaver at besidde solid procesteknisk viden, der sikrer, at projektet holdes på sporet inden for de aftalte rammer, samt besidde den nødvendige tekniske viden, der sikrer, at projektets forventeligt høje tekniske kompleksitet vil blive kvalificeret af de øvrige rådgivere.
Odense Kommune anerkender, at bygherrerådgivningsopgaven særligt i forhold til den gennemgående tekniske rådgiver vil være forholdsvis kompleks og derfor kan kræve specialistviden på adskillige forskellige felter inden for letbane teknologi. Det anbefales derfor, at bygherrerådgiveren sammensætter et team, som repræsenterer et bredt spektrum af erfaringer.
Yderligere informationer om projektet kan ses på www.odense.dk/letbane.

Deadline
Fristen for modtagelse af bud var på 2011-10-18. Indkøbet blev offentliggjort på 2011-09-06.

Hvem?

Hvad?

Hvor?

Indkøbshistorik
Dato Dokument
2011-09-06 Udbudsbekendtgørelse